KAJAKKER

Kajak er et rent grønlandsk ord. Der findes dog ikke blot kajakker på Grønland, men også i dele af det nordligste Sibirien, på Aleuterne, Alaska og i Nord-Kanada. De har forskellige navne i de forskellige eskimo-kulturer, men fælles for dem alle er, at de er Eenmands-fartøjer, der ros med en dobbelt-bladet åre, der ikke har fast støtte på båden, som er spids i begge ender og helt tillukket på nær åbningen ved sidderummet. Det er lave og smalle fartøjer, længden varierer mellem 4 og 6 meter og bredden mellem 42 og 60 cm. Stævnene er spidse og mere eller mindre opadbøjede. Stellet er oftest forarbejdet af drivtømmer og betrukket med sælskind.

Kajakkerne blev kendt ved europæernes fremtrængen mod nord. Sandsynligvis allerede omkring år 986 da nordboerne oprettede den første koloni i Grønland. Da havde kajakken allerede været brugt i århundreder.

Eskimo-kajak.

De første kajakker, der blev bygget her i landet, var efterligninger af indførte grønlandske, som nogle få fantaster begyndte at vove sig ud i omkring midten af forrige århundrede. I sommeren 1866 passerede englænderen McGregor Danmark på en af sine berømte langture i sin kajak »Rob Roy«, der ikke var nogen eskimoisk type, men en fri konstruktion af en mere bådformet karakter. Dette år havde McGregor roet omkring på de svenske søer og elve og vakt enorm opsigt. En skønne dag kom han med toget til Helsingborg, roede over til Helsingør og fortsatte til København. Herudover blev det kun til en rotur i pivstorm udenfor Korsør havn og en ved Sønderborg. I Danmark var interessen for hans sælsomme fartøj så stor, at han måtte leje to hotelværelser, når han skulle overnatte. Et til sig selv og et til »Rob Roy«, så den kunne være i fred for nysgerrige pilfingre. Denne båd var den anden af McGregors mange kajakker. Den var 4,27 m lang, 0,66 m bred og 0,28 m høj fra dæk til bund på midten. Den første »Rob Roy« fra rejserne på Europas floder i 1865 målte 4,57x0,7lx0,23 meter. Den »Rob Roy« der blev brugt til turen i Palæstina og Ægypten var nr. 4 og havde samme mål som nr. 2 men bagdækket kunne løftes op, så McGregor kunne, sove i båden om natten. »Rob Roy« var klinkbygget af eg i bunden. Det øverste bord var af mahogni, og dækket var af Ceder-træ. Der kunne rejses en mast med et lille sejl, men bådene var uden køl og ikke særlig velsejlende.

McGregor satte skub i kajaksporten og kajakbyggeriet med sine bøger og sine både. Antallet af kajakker, der blev bygget mere eller mindre direkte efter »Rob Roy«, nåede snart op i tusinder og mange er i brug den dag i dag i England og Sverige. Også i Danmark blev der bygget nogle stykker i firserne. Omkring århundredskiftet byggedes der kajakker i Risskov ved Århus og i Dragør og Skovshoved, dels af»Rob Roy«-typen dels efterligninger af Grønlandskajakker. Også Baden Powells »Nautilus« type byggedes i stort antal især i udlandet og en udvikling af bedre sejlkajakker med sænkekøl var hermed begyndt. Svenske konstruktører førte an i disse år, Carl Smith med den korte »Hälsa« 3,90x0,76 m fra 1882. A. H. Rosengren indførte bordbyggede både med lærredsbeklædning omkring år 1900 efter at man i nogle år havde forsøgt ribbebyggede lærredsbåde med held. Högborgs »Solstrålen« fra 1904 målte 4,20x0,78 m. Disse korte, brede både forsvandt få år senere, da smagen begyndte at gå i retning af enten bedre og større sejlkajakker eller længere og smallere kajakker, kun beregnet til at ro. Til denne specialisering har især konstruktørerne Nielson, Högborg, ThorelI og Magnusson fra Sverige, Tiller fra Tyskland og K. V. Palslev fra Danmark bidraget.

TURKAJAKKER

Fig. 5. øverst en ældre langturskajak med meget spring, »Rob Roy« type, nederst en let turkajak med svagt spring i bunden.

Lette turkajakker fabriksfremstilles i to typer. De er længere og smallere end de allerede nævnte udprægede langturskajakker og er derfor noget hurtigere. Almindelig marchfart er omkring 8 km i timen mod de bredere bådes ca. 7 km. Brug af cockpit-dæk, der lukker båden vandtæt til, er påkrævet i høj sø, hvorefter en nogenlunde rutineret kajakroer kan klare sig selv i meget hårdt vejr.

»Zefyr«, konstrueret af Jørgen Samson, 1948, bygget af Bdr. Sørensen, Struer, 5,20x0,53, er den mest udbredte tur-kajak i dag. Den er slank i bunden på grund af det V-formede tværsnit under vandlinien. Over vandet er formen fyldigere, så en god stabilitet opnås. Båden er dybtgående ved stævnene, så den ikke skrider ud i søgang. Tilstrækkelig bæreevne til langturs-bagage. Byggemåden er som ved kaproningskajakkerne: Bund og dæk formspændt i Ceder-finer. Fodstyring med hammel og ror bag fastsiddende finne.

»Slender«, konstrueret af Jørgen Samson, 1960, bygges af Bdr.Sørensen, Struer. Målene er de samme som ved kaproningskajakkerne, 5,20x0,51 m, men tværsnittet er fladt U-formet, så båden ligger meget roligt på vandet. Det meget svage spring i bunden giver en støt kurs i sø. Trods den større bredde ved vandlinien er »Slender« hurtigere end »Zefyr«, som stikker dybere på grund af V-formen. Båden er synkefri med vandtætte skot. Byggemåde: Støbt i glasfiber - polyester; metoden er omtalt under turkanoer. Hammelstyring med ror bag fastsiddende finne, der kan tåle at båden lægges på den, selv med bagage i.

Tidligere typer som »Kvik«, »Tahia«, »Spar-2«, »Jyden«, »Glid«, »Fyris« o. s. v. er oprindelig konstrueret som kaproningskajakker og omtales derfor under denne kategori. De er i mange år kun blevet brugt til turroning under betegnelsen All Round-kajakker.

Nyere turbåde, der ligesom de sidstnævnte er ude af produktion, er »Zenith« fra Carlson, Vejle, skarp V-form, fin søbåd. »Argo«, Århus Inriggerværft, bæredygtig og letløbende. »Swift« fra Kobberup i Struer, der lignede de store langturskajakker for meget til at den kunne sælges i større omfang. Alle tre typer er formspændte og konstrueret af Jørgen Samson.

Toer-kajakken giver pigerne mulighed for at holde en meget høj marchfart - over 9 km i timen, hvis de vælger en nogenlunde god roer som makker. Desværre er alle toer-kajakker våde at sidde i - man pjasker hinanden til med vand fra pagajen - og de bruges derfor sjældent på længere ture.

Toer-foldebåd. Padles normalt med pagaj, men kan udstyres med sejl som vist her.

KAPRONINGSKAJAKKER

Byggemåden er fri, og der findes i udlandet en del glasfiberbåde. De højt udviklede danske finer-både dominerer dog stadig overalt. Således var så godt som 100 % af de deltagende kajakker ved de Olympiske Lege i Rom 1960 bygget i Struer. (Dette er den højeste form for udmærkelse dansk kajakbyggeri kan få, men den kendsgerning, at bådene også var konstrueret af en danskerkajakroeren, konstruktøren Jørgen Samson - forfatteren af denne artikel - er dog endnu mere bemærkelsesværdig. Anm. red.).

Formspændt finer er krydsfiner, der i stedet for at være presset og limet sammen til en plan flade, er presset i den facon man ønsker under sammenlimningen. Det færdige materiale er meget stift i forhold til sin ringe vægt. Kajakker og kanoer består af 4 eller 5 lag finer, hvis fibre ligger på tværs af hinanden. Der anvendes vandfast kunstharpikslim og det meget store tryk, der skal til, tilvejebringes med komprimeret luft eller vand eller med spændebånd af jern. Metoden er første gang anvendt i U.S.A. i 1881 på kanoer.

Enerkajakken til kaproningsbrug er i de senere år blevet så specialiseret, at det næppe længere er nødvendigt at advare uøvede mod at bruge den til -længere ture. Den første tur bliver i hvert fald ikke lang. I den moderne K-l er der ikke lagt megen vægt på stabiliteten. Farten er den eneste afgørende faktor. Hvis man bruger al sin fritid til at træne i, må man selvfølgelig have den hurtigst mulige båd, og så lærer man også at ro i den, men vil man ikke ofre al sin fritid på træningen, skal man vælge en turkajak. En båd af denne type vil man få langt mere fornøjelse af, da den både er sikrere og behageligere at ro, især i søgang. De nye slanke turkajakker er tilmed overordentlig letløbende..

Kaproningskajakkens indretning.

Da forandringen endelig kom, var den til gengæld også voldsom. Fiske-formen vendte op og ned på alting. Denne gang bredte den nye ide sig fra syd mod nord, hvor danskeren Jørgen Bohm konstruerede "Tempo" som han i 1934 vandt europamesterskabet i. Formen var bred for og smal agter svarende til den moderne tekniks dråbe- eller strømlinieform. ThorelI tegnede "Hajen" i 1936. Danske typer: Tempo fra Vedbæk, Triumf fra Søborg, Favorit fra Brabrand. Spantformen skiftede i disse år fra U til V, og bådene blev hurtigere og mere kildne.

Såvel Dobbeltkile- som Fiske-form synder imidlertid mod reglerne for vandmodstand. Efter forsøg med skibsmodeller fastslår franskmanden Guilloton i 1946, at en hurtiggående slank båds modstand vokser, når den er bred i den ene ende, ligegyldig i hvilken ende, vel at mærke. En næsten symmetrisk form er bedst. Det havde Erling Borghegns "Tahia" fra 1936. den var rundbundet, opsigtsvækkende hurtig og nogenlunde stabil. Den efterfulgtes snart af Søborgs "Kvik" og Vedbæks RM 9, der senere erstattedes af en ny "Spar-2".

Disse sunde konstruktioner havde så gode egenskaber i sø, at de danner grundlaget for de lette Turbåde, der bygges i dag. Også blandt de mere udprægede og kildne kaproningskajakker hævdede de moderat fiskeformede og de symmetriske sig bedst. "Rainbow" amerikansk konstruktion fra 1932, var en fremragende båd, bygget i Søborg af gaboon-finerplader på tætsiddende svøb, undertiden uden lærred i bunden. "Ilaren", konstruktør E. Liedstrand, Sverige 1936, byggedes på Odense Kano Klubs værft. "Uredd", konstruktør Hoell, Norge 1938, fra Møller Pedersens værft i Brabrand var af aeroplan-finer uden lærred. Den blev meget udbredt og byggedes også af O. K. V. og på scullervis af Carl Paulsen, Odense, hvis fine håndværk aldrig er overgået. Disse både har alle moderat V-spantform, næsten lodrette stævne for at blive så lange ved vandlinien som muligt og på nær "Ilaren" meget svagt spring i bunden (krumning på langs se fig. 5). De er næsten symmetriske af omrids. Af moderat fiskeform, endda kun over vandets overflade, var "Straight Flush" og "Laxen", 1937-38, konstrueret af Sv. Weman-Max Anderson, Sverige. V-formet spant, afrundet især over vandet. Særlig "Laxen" blev populær herhjemme og fremstilledes i stort antal på danske kajakbyggerier. Efter krigen indførtes enkelte formspændte eksemplarer af "Laxen" samt "Västkusten", konstrueret af Helmer Johanson, 1946. De kan måle sig med "Uredd" i fart, men er bedre i sø.

I 1947 startede Sv. Helge Kobberup og Gerhard Sørensen deres kajakbyggeri i Struer. Med "Västkusten" som forbillede byggede de "Limfjorden", der i de efterfølgende ni år blev en slags standard K-li Danmark, og efterhånden også fik stor udbredelse i udlandet. Den er mere rundbundet end de svenske typer og vel nok lidt hurtigere. Af form ligger den tilpas imellem de alt for store udsving, som tidligere er omtalt. Den har moderat spring, er ret smal ved vandlinien. En erfaren kajakroer kan med påpasselighed klare sig udmærket i hård sø i denne kajak. Som den udprægede kaproningskajak den trods alt er, må anvendelsen til turroning dog bestemt frarådes.

Konkavbådene kom frem i 1956 under forberedelserne til de Olympiske Lege i Melbourne. I samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund byggede Sørensen "Attack" og Kobberup, som året før var begyndt for sig selv, "Arrow". Disse og de efterfølgende typer er alle konstrueret af forfatteren. "Attack" har konkav spantform. Bådens sider er svagt S-formede, således at den runde bund kan blive meget smal. Det kunne den være blevet også uden konkav-form, men så skulle båden være højere, hvad ingen kaproer bryder sig om. Stor højde giver mulighed for at slippe af med bredden inden bådens sider når ned til vandoverfladen. "Attack" er hurtigere, men lidt mere levende i sø end "Limfjorden". Den blev bygget i tre udgaver "Attack 65", "- 75" og "- 85" efter roerens vægt. "65" blev tegnet med finerdæk og cockpit i eet og efter mange vanskeligheder lykkedes det at bygge den på denne måde, der er standardudførelse i dag på danske kajakker. Heller ikke "Arrow" havde været konkav, hvis den havde været høj hele vejen. Det er imidlertid kun forskibet, der er højt. Der, hvor roeren sidder, er båden en hel del lavere. Da siderne skråner stærkt indad bliver båden også smallere, hvor man skærer bort af højden. "Arrow" siges derfor at være konkav - indadbuet - på et stykke af rælingskanten. Den er mere stabil end "Attack" men knap så hurtig, undtagen for lettere roere. Den er kun bygget med lærreds-dæk. Den gode bevægelsesfrihed fra "Arrow" blev yderligere forbedret i "Sprinter", bygget af Kobberup i 1958, ved at flytte det bredeste sted fra forskibet til agter for cockpittet. Herfra buer rælingen nedad, så båden bliver smal ved midten og i forskibet. Ud mod stævnen er der atter fuld højde for sødygtighedens skyld. Også "Fighter" som kom året efter fra Bdr. Sørensen har det eftertragtede smalle forskib. Den krævede bredde (internationale måleregler) er tilvejebragt med en stærkt konkav spantform et stykke agter for midten. Herved dannes et fremspring, som også gør bådens omrids konkavt, når man ser det fra oven. Begge både har finerdæk og er, hvad bundens linier og bredde angår, det endelige resultat af de mange eksperimenter.

Udenlandske konstruktører, især ungarske og svenske, frembragte snart efter kajakker der kun med en pålimet "vinge" nåede ud på de krævede 51 cm minimumsbredde, og et forbud mod konkave former blev vedtaget på ICF's kongres i Rom i 1960. Ved internationale kaproninger forbydes således fra 1963 deltagelse i både, hvis spantform eller langsgående linier er konkave. Konvekse (ikke-konkave) både af trapezformet omrids var da allerede i produktion i Struer hos Bdr. Sørensen i form af "Shark". Denne båd har samme bredde ved vandlinien som sin forgænger "Fighter", men et mere fladt U-formet agterskib. Den løftende virkning der er tilsigtet dermed, kommer dog ikke alle roere tilpas. For at opnå en både rund og smal bund, måtte de flade, skråsider gøres højere end i konkavbådene. "Rapido" er oprindelig bygget af Kobberup, men ved dennes ophør i 1960 blev den videre fremstilling overdraget Bdr. Sørensen, Struer. Denne model er lavere end "Shark" og derfor også så meget bredere fra vandlinien og opad mod rælingen, at den er mindre egnet for roere der vejer over ca. 75 kg. Bunden har rundt tværsnit hele vejen uden ret meget spring og har samme bredde som "Fighter" og "Sprinter" . De flade V-formede fribord er kun til glæde for konkavforbudets ophavsmænd, de gavner ikke stabiliteten. Det ville derimod en mere U-formet bund have gjort, om så kajakken kun havde målt 45 cm ved rælingen.

Toerkajakken har gennemløbet den samme udvikling som enerne. Fra dobbeltkileform som Thorells "Löjan" over fiskeform som "Lyn" fra Søborg til mere symmetrisk formede både som "Orion" fra Brabrand og "Ilaren 2" af Erik Liedstrand, bygget af Kobberup og Sørensen. "Accord" bygget af Kobberup fra 1955, er rundbundet og anvendes stadig til kaproning. "Attacca" bygget af G. Sørensen fra 1957, har svagt konkav spantform ligesom "Attack" og "Sisu", konkav rælingsform som i "Arrow". "Sharkie" er en konveks udgave af "Attacca, og "Ribelle", bygget af Kobberup i 1960, er nu overdraget Bdr. Sørensen, Struer. Den er konveks og anses af forfatteren som sin bedste toerkonstruktion.

Firerkajakker er bygget af Kobberup og Sørensen siden 1954. Typerne er den høje "Avanti" i 1954. "Corona" i 1957 fra Kobberup og den lave "Atalanta" i 1958 fra Brd. Sørensen, der i 1960 ændredes fra konkav til konveks form og skiftede navn til "Shanty". Dansk Kano og Kajak Forbund ejer tre "Atalanta", der er blevet udlånt til forskellige klubber siden 1958.